Kære læser,
Det her bliver særudgave af nyhedsbrevet med ét eneste fokus.
For den nyeste udgave af det britiske musikmagasin Mojo sætter lys på Paul Wellers imponerende karriere, bagkatalog og position i britisk musik.
I visse korridorer af musikbranchen, der oftest har forbavsende travlt med det sidste nye, kan der være en tendens til at afskrive Weller som en musikalsk ronkedor.
Måske skal forklaringen findes i den mere radikaliserede del af Wellers fanbase i hjemlandet, der ikke nok med at skatte den tidlige del af Wellers musikalske output også kopierer alt fra tøjstil til frisure. Det skaber af og til nogle mildest talt morsomme æstetiske billeder, når man til hverdag ikke er højt profilerede musiker, men slagter fra Nottingham, der går klædt som én.
Men i modsætning til, hvad han engang i mellem, altså får skudt i skoene, lader Wellers musikalske antenner sig ikke begrænse af genrekonventioner. Det er tydeligt for enhver der hører hans musik at han har en stærk veneration for Beatles, Soul og klassisk West Coast solbeskinnet sangskrivning, samtidig med at han fusionerer det med jazzede indslag, pop og alt andet godt fra musikkens samtidslager.
I den nye udgave af Mojo har skribenterne udvalgt de 50 bedste Weller sange fra tiden i The Jam, Style Council og solo. Der er flere jeg havde valgt fra og til. Sådan er det med sådan et kvalitetsbevidst og omfangsrigt bagkatalog som Wellers, hvoraf flere af sangene er gået direkte hen og blevet regulære evergreens i den ellers imponerende store britiske sangskat.
Men, nu skal det ikke gives et skud med en top 10 af de sange som dette nyhedsbrev holder allermest af.
Første gang Weller i The Jam perioden tør at vise den mere følsomme åbenbare sangskriver, der altid var gemt i ham, også som ung. Og hvilken engelsk rose den her sang er.
Sjælfyldt sag fra 90er kardinalalbummet “Stanley Road” der får Weller ud af mismodet efter opløsningen af Style Council og sine år i ingenmandsland, hvor han har svært ved at knække koden til at skabe kontakt med publikum igen. Det får han skabt her og mere til.
Det afdæmpede og stemningsfyldte “True Meanings” album fra 2018, hører til i den absolutte top i Wellers solo-bagkatalog. Blandt andet på baggrund af den her. Det album fortjente så meget mere.
Det nummer der en-de-lig viser Weller vejen frem musikalsk, efter opløsningen af Style Council og identitetskrisen. Bid, sjæl og en stærk vokal.
Aaah…sangskrivnings-mindfulness af ypperste klasse og en garanti for at få ro på nervesystemet og pulsen i vater. Fremragende.
Weller og The Jams opgør med den konservative adel der skulle vise sig at tage en fast hånd om Storbritannien det efterfølgende årti med store konsekvenser for arbejdsklassen.
Weller og Style Councils opgør med det konservative styre der fortsat holdte Storbritannien i et jerngreb. Tilmed med en mesterlig popsensibilitet og horn-sektion til at komplementere al vreden.
Et bevis på at hvide englændere også kan fremvise deres helt egen udgave soul-musik blandet med den klassiske sangskrivning. Fra solo-debuten og nok den sang derpå, hvor man fortsat kan høre Style Council ikke helt åndeligt er begravet.
At den her, i udgivelsesåret 1985 ikke røg direkte ind på 1.pladsen på den britiske single-hit-liste er både direkte uforståeligt og en mindre skandale. For den her pop-banger fra The Style Council viser at Weller med indignation i stemmen og masser på hjerte, kan skrive en sang med stor musikalsk styrke og melodisk fremdrift, der i eftertiden har vist sig at være en klassiker.
Med sine åbenlyse Motown referencer, lykkes det Weller og Jam at skabe en energisk, sjælfyldt og rasende arbejderklasse hymne, der er så iørefaldende, at jeg ikke har tal på hvor mange gange jeg har hørt den på pubbernes playliste eller jukeboks, når jeg har været i Storbritannien. En evergreen i ordets sande betydning og ord yder ikke rigtigt den her sang retfærdighed.
Og så må vi lige rette opmærksomhed på, at Weller af uransagelige grunde er virkelige nærige med sine besøg i Danmark. Så hermed en venlig opfordring til en booker eller to.
Finder I tiden, så vil jeg gerne høre jeres bud på jeres absolutte Weller darlings og har I ikke nogen, så er det i gang med at finde nogen, I bliver så rigeligt belønnet.
Kh
Suurballe