Kære læser,
Livet som vi kender det, har stjålet opmærksomheden den seneste tid, så der har været sparsomt med ledig kapacitet til at substacke den.
Men, her en uge før Oasis for første gang siden 2009, går på scenen i Cardiff, kan emnet ikke helt undgås mere.
Modsat hvad en generel opfattelse kan være, så bruges tiden her ikke 24/7 med Oasis i øregangen.
Faktisk hører det efterhånden ret meget til sjældenhederne at The Big O kommer ud af højtalerne og som regel kun hvis det er sammenblandet med alkohol i blodet. Og med den efterhånden betydelige fremskreden alder i mente, så skal dagene med alkohol, i den grad planlægges. Mest af alt af hensyn til restitutionen bagefter.
Nej, her lyttes der langt oftere til Noel Gallaghers soloudgivelser, da storebrors lidt mere rolige stoiske musikalske puls matcher midtvejs-alderen langt bedre.
Men forleden, i et kortvarigt sommerglimt af høj sol og rolig vind, blev det til en tur med Oasis i øregangen. Og med ét, der i et par ubekymrede varme timer, kom bekræftelsen på, hvorfor så mange blev slået omkuld, dengang i 1994.
Det var lyden af fremdrift, håb, drømme, energi, kaos, fællesskab, kærlighed og ret ofte tekstmæssigt vrøvl.
Men i enhver Oasis sang fra 1994-1996, gemmer der sig et par linjer hvor Noel Gallagher med få effektive ord indkapsler ungdommens raison d'être og leveret af sin generations bedste rocksanger, der (dengang) ubesværet kan ramme alle toner for fulde gardiner, opstår der bekymringsfrit magi.
På mandag er det 30 år siden at Oasis leverede en koncert på Grøn Scene på Roskilde festival, der fortsat ubesværet kan fremkaldes. Selv om Oasis blev set flere gange de efterfølgende år, kan ingen af oplevelserne hamle op med den oplevelse på dyrskuepladsen. Den ændrede liv.
Lyt bare til det dengang uudgivet titelnummer fra det album der skulle fasttømre Noel og Liam Gallaghers plads i den britiske musikhistorie.
Elektricitet, kaos, humor, vid, bid og en Liam Gallagher der synger som en snerrende drøm.
Nu venter så en gigantisk æresrunde om en uge. Og opvarmningen i Storbritannien har været enorm.
Mange herhjemme undervurderer, eller forstår ikke Oasis´ kulturelle betydning i deres hjemland de sidste 30 år, og lever i vildfarelsen, om at majoriteten af publikum vil være midaldrende skaldede bøvede hooligans.
Og ganske rigtigt, vil de også være der, blot som (bøvede) familiefædre, men der vil også være en helt ny generation, der aldrig fik muligheden for at opleve dem sidst og da slet ikke da de var bedst.
Der vil være unge drenge og piger i hele verden, der også kortvarigt har brug for at synge ud til den verden der brænder omkring os, at det hele nok såmænd nok skal gå, med armene spredt ud mod den verden i flammer eller armene omkring deres venner.
Hvis ikke det har kulturel eller musikalsk betydning, så kan man passende blive siddende yderst ude i sit trygge danske middelklasse hjørne med sin naturvin, sin økologiske IPA, sin Nick Cave bibelmusik og pege fingere af det man ikke kan eller vil forstå.
Oasis var det sidste rigtige arbejderklasseband der repræsenterede det liv, de opvækstbetingelser og den del af samfundet langt væk fra kulturens og økonomiens centrum, der sjældent havde en mikrofon, inden internettet kom og forstærkede splittelsen og fremmedgjortheden.
Oasis fortalte den del af samfundet, at uanset hvor håbløse fremtidsudsigterne kunne være, så var livet alligevel værd at leve.
Når der så alligevel herfra er skepsis og ikke udpræget jubel over den kommende æresrunde, er det fordi, uanset, hvor harmonisk denne genforening bliver, så kan det aldrig nogensinde blive ligeså livsændrende elektrisk som dengang hvor Oasis i to stormfulde år var fuldstændigt synkront indstillet med deres publikum økonomisk, samfundsmæssigt og værdimæssigt.
Men selv en midaldrende kyniker under alle, unge som gamle, to timer på en græsplæne, hvor livets alvor for en stund bliver glemt og hjertet bliver sunget ud.
Selv bliver det gjort på Wembley til september.
We´ll see things they´ll never see.
