Årsopgørelsen

De kunstnere, de album, de sange der har fulgt denne signatur i 2025.

Kære alle,

Jeg elsker årslister. Både dem musikmagasinerne laver. Dem dagbladene, de få der stadigvæk gør det, laver. Og dem I laver.

Det er en god disciplin at opgøre det musikalske år. Genbesøge album, man måske dyrkede først på året, men som sidenhen gled lidt væk, da nye kom til.

I mange år rangerede jeg min. Det er jeg gået bort fra. Men årsopgørelsen er fortsat hamrende subjektiv og hamrende personlig.

Så her er de album, de kunstnere og de sange der blev lyttet mest og bedst til på de her kanter i 2025:

Little Simz: Lotus

Simbiatu “Simbi“ Abisola Abiola Ajikawo alias Little Simz brugte alt den vrede, alt den forsmåelse som hendes brud med super producer Inflo havde efterladt i kølvandet på hendes 6. langspiller.

Det er et fuldkomment mageløst album, hvor hun ubesværet, let og mesterligt genrevalser sig gennem grime, pop, soul, garagerock og hip hop. Det er et fuldendt værk med hævnen som det personlige udgangspunkt og bedst personificeret på den fantasiske albumåbner “Thief”.

Pulp: More

Mens de fleste dagblade, der kalder sig landsdækkende, i dette her lille land, skrev 10.000 fuldstændig ukritiske hyldestord til Radiohead i starten af den her måned, givetvis i benovelse over at den jamrende middelklasse kvintet fra Oxford besøgte København på deres live-opstandelse (i modsætning til Oasis) så var det her langt mere interessant at Sheffields helt egne lurvede arbejderklasse helte Pulp tidligere på året udsendte et spritnyt album.

Få kan som Jarvis Cocker iagttage og beskrive det jævne køkkenvaskdrama som foregår blandt de nedrullede gardiner hos den britiske arbejderklasse, med et intellektuel strejf, humor og tonsvis af velourrødt erotik.

Således også på More, der virkelig beviser, at et comeback ikke kun behøver at være en fejring af det der engang var, men også pege frem og vise en fremtid.

Og med “Spike Island” førte Pulp endnu en klassiker til deres omfattende arsenal.

I was born to perform

Real Lies: We Will Annihilate Our Enemies

London duoen Real Lies` 3. album flyttede virkelig ind her på adressen i foråret, med dets spoken-word elektro-house, der både musikalsk og tekstmæssigt viste både de muligheder og den fremmedgørelse livet i storbyen kan byde på.

Jeg er fortsat lettere forundret over at Real Lies ikke har fået et større gennembrud, men måske er der ikke certificerede bangers en masse nok til den flygtige opmærksomhedskultur der omkranser os.

Men der er til gengæld smart, klogt og velproduceret elektrisk musik nok til at give dig noget til både hjernen, hjertet og kroppen.

Self Esteem: A Complicated Woman

Well, tilbage til Sheffield (Helt præcist mellem Rotherham og Sheffield) og denne gang med Rebecca Lucy Taylor alias Self Esteem.

RLT har længe været én af de kunstnere, der har formået at tage kønspolitiske emner op, især kvinders rettigheder, og mikset det med hendes egne personlige kampe i det vi kalder livet.

Hun brød virkelig igennem lydmuren, især i hjemlandet, med forgængeren, den ligeledes aldeles glimrende Prioritise Pleasure og det er det liv, der nu har ændret sig udadtil, men ikke indadtil, som vi nu får åbnet døren til.

Lyden er blevet mere omfattende, hendes kærlighed til fodboldlægternes korsang er allestedsnærværende og der er også et anerkendende nik eller to tilbage til hendes indie-sleaze fortid.

Det er det album jeg i årets sidste kvartal ubetinget har lyttet mest til, da jeg genbesøgte det igen, ikke mindst på grund af den her (og 6-7 andre af hendes søskende).

So I’ll roll on unmerrily
On the way to make another wedding about me
I’ve got boundaries plenty, but they’re just so tiring
So I pick and choose what is fine to lose
I don’t care about much, but I care about you
You’re the only one who I’m still writing songs for

Curtis Harding: Departures & Arrivals: Adventures of Captain Curt

Apropos årslister, så var det en årsliste for nogle år siden i det britiske musikmagasin Mojo, der sendte mig i retning af Michigans Curtis Harding. Det var Paul Weller der anbefalede ham, og derfor var tanken nærliggende, at var ham her god nok til The Modfather ham selv, så var han også god nok hertil. Weller havde ret.

“……Captain Curt” er ikke smækfyldt med power-soul bangers, som Hardings tidligere album, men noget mere sfærisk og helstøbt. Lidt mere tilbagelænet, cool og sjælet.

Han er fortsat en uopdaget juvel i det store retrosoul hav, som flere burde svømme i.

Baxter Dury: Allbarone

Så landede vi her, efter adskillige forsøg, lige ved og næsten, så rammer Baxter Dury sit svendestykke. Og han rammer den rent. Bullseye.

Ind kommer super producer Paul Epworth, og gør Dury helt igennem elektro og helt igennem lurvet dansegulv.

Der er banger efter banger og det er profaniteter, det er nattelivets skabninger og Baxters cockney spoken word bohemeliv, som får både krop og sjæl til at bevæge sig og juble af fryd.

Et album til fødder, underliv og det der er godt for dit hoved.

Sam Fender: People Watching

Ja, det er bombastisk produceret (takket være Adam Granduciel) og ja, det lyder som en geordie krydsning mellem Granduciels The War On Drugs, The Killers og Bruce Springsteen. Det kan vi ikke komme uden om.

Men, det er til gengæld også fremragende skrevet, udført og ikke mindst lyder det ikke fortænkt, eller udspekuleret men helt igennem oprigtigt.

Newcastles Sam Fender tog skridtet op i stadionligaen med sit 3. album, hvor en ny ung generation kunne forelske sig i guitarmusik og socialrealisme, uden det var folk på deres (bedste)forældres alder der desperat forsøgte at holde flammen (og libidoen) i live.

Peter Sommer: Verdens Volume

8 stykker i eget navn har Skanderborgs Peter Sommer efterhånden udsendt. Og han er efterhånden rykket op i den statsmands liga, med de danske forbilleder han engang selv skævede til. Det bliver også cementeret og hamret fast med Verdens Volume.

Et album hvor han fører sin rødvins croon videre med et mere tydeligt bandbillede og mere Selina Gin. De to klæder hinanden.

Sommer tager denne gang et tvivlende bestik af verdenen omkring ham og ikke kun det indre sjæleliv og det gør han diskret og uden at pege fingre andre steder end mod ham selv. Det er intelligent og det er godt.

Som vi efterhånden er forvendt med og forventer.

Moi Caprice: Vermilion Sands

Michael Møller er det bedste der kommet ud af Sæby, på den her side af Strandpromenaden og Jacobs fiske-restaurant. Og det viser Møller og Moi Caprice i den grad på årets helt store positive overraskelse Vermilion Sands.

Det er ikke store flamboyante popbevægelser eller stor vindblæst dramaturgi der også klæder Møllers sangskrivning. Det er denne gang trådt et skridt tilbage for eftertænksomhed, melankoli og atmosfære.

Sangskrivningen er mesterlig, arrangementerne ligeledes og udførelsen er eksemplarisk.

Selv her, hvor der er en udbredt aversion mod danske kunstnere der forsøger sig på engelsk, skæmmer de engelske tekster på ingen måde billedet af et imponerende fuldendt musikalsk værk.

Kudos.

Love Shop: I Love You, Goodbye

Kan man bedømme et album, der ikke har mere end en måned på sin fødselsdato? Måske folder det for alvor sig helt rigtigt ud, som månederne går og 2025 bliver til 2026.

Men her har vi levet med Love Shops 15. album under hovedpuden hver dag i den her måned, og den har taget rejsen for at være et godkendt habilt album i et af dansk musikhistories mest imponerende bagkataloger til indtræde i en central plads blandt de 14 andre søskende.

Her kan vi høre tydelige og anerkendende nik til “Det Løse Liv” og “ Frelsens Hær” da kapelmester og producer Mikkel Damgaard har skruet op for synth knapperne.

Her undrer det gang på gang, at i et omfattende dansk indie-synth musik jordskælv, at flere ikke bruger Damgaard til at fødselskabe de rystelser.

Men det er deres tab og egenrådige Love Shop bandchef Jens Unmacks helt store gevinst.

Damgaard og Unmack kender hinandens styrker og bliver her de bedste versioner af dem selv og af Love Shop.

I Love You, Goodbye kan meget vel vise sig at være et af de her Love Shop album, men tager frem og spiller i sin helhed, også når 2026 bliver til 2027.

Årets sang: Signe Svendsen - Alt Det Vi Gør For ikke At Dø

Signe Svendsen varmer op til sit nye album, af samme navn, der lander i starten af det nye år, med denne her frontløber, der melankolsk og melodisk bare er så uimodståelig, at det er svært ikke at lade sig kurtisere og blive charmeret helt derud, hvor man kun kan falde på knæ og lade sig give hen.

Årets koncert: Kent - Tele2Arena Stockholm.

Her var vi alt for investeret i Kents begravelse, da de storladent lagde sig selv i graven tilbage i 2016, til vi fik sagt et ordenligt farvel.

Derfor kunne vi ikke lade muligheden for at sige ordenligt tak og tage ordentligt afsked med det band der har betydet alverden og mere til, på de her kanter i gennem flere årtiers voksenliv gå til spilde, da Kent ude af det blå annoncerede, at de i foråret, ville indtage Stockholm og 6 aftener foran 60.000 mennesker.

Det blev af en af de her Kent aftener, som fortsat vil bo i én flere år efter. Der bor efterhånden en del.

* Det kunne også have været Oasis på Wembley, men da der kun skulle vælges én, så…….

Rigtig god jul og godt nytår til alle jer der læser med.

Kh

Suurballe.